For 13. gang er der til oktober igen fest i Skibbild-Nøvling Idrætscenter. I år er det Keen On Queen, der er hovednavn og de tager os med på et musikalsk gensyn med Queens historiske numre som Radio Gaga, The Show Must Go On og We Are The Champions. Igen i år er det med support fra Jungle Boogie Band.
Festudvalget består af frivillige, der brænder for at give noget til fællesskabet i Skibbild-Nøvling. De får hjælp af mere end 50 frivillige, for at kunne skabe de bedste rammer, for de omkring 500 gæster, der deltager fra både Skibbild-Nøvling og byerne omkring.
Den første fest løb af stablen i 2009 med Sussi &Leo. Siden har bl.a. Dodo and the Dodos, Big fat Snake og Rocazino gæstet Skibbild-Nøvling. Hvert år har festen genereret et overskud, der bliver delt ud til foreningslivet i Skibbild-Nøvling.
Festen afholdes i 2022 den 29. oktober. Billetsalget starter d. 9. juni 2022 kl. 17.00 i Skibbild-Nøvling Idrætscenter. Kom og vær med til en fantastisk aften med hygge, god musik og dans.